You are herePROJEKTFRIVILLIG.DK

PROJEKTFRIVILLIG.DK


By admin - Posted on 18 februar 2010

Tag en tørn som frivillig ved siden af din uddannelse, og få et diplom, du kan vedlægge dit eksamensbevis. Det er essensen i et nyt initiativ, hvor alle på ungdomsuddannelserne får tilbud om at deltage i frivilligt arbejde. Initiativet giver mulighed for at skabe kontakt mellem unge på en ungdoms-uddannelse og de frivillige foreninger.
Alle elever på ungdomsuddannelserne bliver fremover tilbudt at deltage i et forløb på minimum 20 timers frivilligt arbejde. Det kan eksempelvis være som fodboldtræner eller lektiehjælp i en velgørende organisation. Forløbet med frivilligt arbejde skal ske i løbet af uddannelsen og ligge uden for skoletiden.

De Frivilliges Hus er blevet valgt som et regionalt center i projektet, og vi skal primært stå for kontakten til foreninger og frivillige i Region Nord. Det gælder også i forhold kommuner, der ikke har et frivilligcenter eller lignende, og det gælder kontakt til alle frivillige foreninger i regionen, dvs. også inden for idrætsområdet og kulturområdet. Dette vil primært ske igennem lokale samarbejdspartnere.

Projekt Frivillig er et initiativ, som er blevet til i et samarbejde mellem Undervisningsministeriet, Social- og Indenrigsministeriet og Kulturministeriet. I forbindelse med initiativet er der etableret et landsdækkende sekretariat på Center for frivilligt socialt arbejde i Odense. Landssekretariatet er initiativets centrale samlingspunkt og har ansvaret for at gennemføre initiativet i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og de frivillige foreninger og organisationer.

Læs mere her:
www.projektfrivillig.dk
www.frivilligjob.dk