Tabu om aldring

Tabu om aldring

De fleste af os vil gerne nå en høj levealder. Vi vil faktisk gerne blive gamle, i den forstand at vi ønsker os et langt liv. Der er bare den hage ved det, at hvis vi får et langt liv, så bliver vi også gamle og det er der for alt i verden ingen der vil være. Åbenbart. Eller nogen tror vi af høflighed skal kaste slør over alderen som noget faktuelt, der mirakuløst ophører med at eksistere efter 60 år.
Faktisk er den grammatisk bøjning, således at gammel kommer før ældre. Det hedder faktisk: gammel, ældre, ældst! Men man må ikke kalde nogen for gammel, kun ældre. Der findes enkelte ukrukkede individer, som er undtagelsen fra reglen om, at det er en fornærmelse at blive kaldt gammel. Ellers er kravet om stilstand i aldringsgraden så markant, at det næsten ligner en leflen for ungdom, som kun gør ondt værre.
I Ålborg Kommunes politik for seniorliv er der nævnt 4 målgrupper: De unge seniorer, der er selvhjulpne og aktive borgere. De erfarne seniorer, der har fundet sig til rette i nye aktiviteter efter at arbejdslivet er ophørt. De servicemodtagende seniorer, der fortrinsvis bor i oprindelig bolig. De har behov for hjælp til dagligdagens praktiske opgaver, såsom rengøring og pleje. De plejeafhængige seniorer, der bor i ældre-og plejebolig og har behov for døgnpleje.
Der er ikke nogen gamle her..... næhh, vi er alle seniorer for vorherre. Det lyder bedre.

Jeg fatter ikke denne berøringsangst for det faktum, at vores alder stiger med et år hver gang der fejres fødselsdag. Der er så nogen, især damer, som koket omformulerer deres alder til ”lyvertyve” når de er over 30 og 40+ til de er godt og vel 50. Hvad er det for noget??? Jeg har konsekvent omtalt mig selv som midaldrende fra jeg var 38, fordi det er faktuelt, at jeg således er ved at være midtvejs, sådan ifølge levealder-statistikken.
I spejderbevægelsen er man senior fra man er 15 til 18 år, så med denne nye brug af seniorbegrebet er vi faktisk ude i, at vi må lave den grammatiske bøjning om, så den hedder: ældre, yngre, yngst. Det ville dog have den uheldige bivirkning, at den peger lidt for direkte på den ubekvemme sandhed, at en del af os vil gå i barndom som rigtigt gamle, hvis vi også bliver demente.
Seniorer begrebet er underligt. Hvad er man så før man bliver senior? Er man så junior eller skal vi holde os til spejderbevægelsens termer. Gør vi det sidste vil det sige, at vores børn er puslinge, vores unge tumlinge, de unge voksne er pilte, rigtigt voksne (midaldrende) er væbnere, senmidaldrende er seniorvæbnere og så glider vi frem til vores død over i kommunens senior-kategorier.
Det er så sødt.