You are hereBlogs / Charlotte Meng Kristensen's blog / Paradokset om manglen på frivillige
Paradokset om manglen på frivillige
Der er flere paradokser på den evige udfording i den frivillige verden, som er rekruttering af nye frivillige. Der er mange foreninger, som godt kan bruge flere hænder, fordi det (i årevis) har været Todenskolds Soldater, der stiller op til det hele. Der er imidlertid også mange frivillige, som opfatter hele frivilligområdet som en lukket boble, som det er svært at trænge ind i. Man er som potentiel ny frivillig måske i tvivl om, hvad man skal gøre for at komme i gang? Hvor skal man henvende sig? Hvad skal man kunne? Hvor meget forpligter man sig? Hvad kan man lave? Hvad nu, hvis man er i tvivl, kan man så komme på prøve et sted? osv. Der kan være mange hindringer i hovedet på den enkelte frivillige, som foreningerne ikke forholder sig aktivt til, fordi de på deres side ofte tænker, "jammen kom dog bare, der er brug for alle, også dig". Problemet er, at det ved de ofte kun selv, det budskab får de ikke formidlet ud til omverdenen.
Et andet paradoks knytter sig til Projekt Frivillig, som er lanceret af undervisningsministeriet, og som kort fortalt går ud på, at alle unge på ungdomsuddannelserne skal tilbydes et frivilligjob af mindst 20 timers varighed, hvorefter de kan få et officielt diplom for indsatsen.
Når man er kommet sig over det i den frivillige verden noget ukendte fænomen med at tælle timer, så kunne det for foreningerne være en kærkommen anledning til at tænke fremtidssikring. Der skal løbende indsluses nye unge kræfter ind i foreningen, hvis man ikke vil ende med at sidde de samme gråhårede om bordet, som har siddet sammen de sidste 25 år, og hvis fællesskab ingen udefrakommende føler sig tiltrukket af, fordi det er blevet en lukket kreds, en indspist forsamling. Desværre. For det er jo ikke af ond vilje, men af ansvarsfølelse og pligt og engagement at "de gamle" tager en runde mere. Men så længe de gør det, skaber de heller ikke pladsen til nye, for der er jo ingen, som vil træde ind på andres enemærker og tage tøjlerne, så længe der rent faktisk er nogen, der holder dem. Men en sådan åbenhed mod at lade nye kræfter sætte sit præg på foreningen kræver mod og målrettet arbejde, for så kan man ikke regne med, at det hele fortsætter, som det plejer, og det kan jo være skræmmende.
At der er et paradoks, viser sig ved, at der trods en udtalt mangel på nye frivillige, især unge, ikke er frivilligjobs nok til de unge. Langt fra. Der skal oprettes mange, mange flere jobs målrettet unge, hvis der skal være jobs nok i Region Nord til alle unge på ungdomsuddannelserne.
De unge opfordres af deres vejleder til at søge jobs via frivilligjob. dk, og her kan de så søge på, hvor i landet de ønsker job. Og det ser mildest talt sløjt ud i Nordjylland. Der er tilsyneladende ikke mange foreninger, som ønsker unge kræfter i foreningerne.
Vi i DFH ved, det ikke passer, vi ved, at foreningerne gerne vil de unge, men de "glemmer", at de unge skal inviteres ind til spændende opgaver, gode jobs af alle slags. De unge er lige så forskellige som os andre mht. interesser og styrker, så der kan være meget forskelligt en ung kan gøre i en forening. Det gælder bare om at vende rutinerne en gang og med friske øjne se på, hvad der i den dynge faktisk kunne være en særskilt ungeopgave.
Det er lidt pinligt, at der ikke er jobs til de unge, synes vi i DFH, vel vidende, at det måske er hele set up' et (fra undervisningsministeriet) det er galt med, men bortset fra det, så må vi opfordre til at benytte sig af muligheden for at få friske kræfter og få smækket et hav af gode jobs, som kunne trænge til friske øjne og hænder ud på frivilligjob. dk.
Er du i tvivl, så kontakt os, vi hjælper gerne med det.